Reflektion over obligatorisk tekst.

Animerede fortællinger i streg og voks.
Børnekultur i en vinterferie.

Min første reaktion på denne tekst, var respekt!
Jeg synes det er så flot at børn i den alder har såden et overblik og indblik i hvad der skal til og hvordan man skal gøre disse forskellige ting. Det fremgår jo af teksten, at børnene stort set laver de fleste ting selv. Der er ikke så mange voksne der blander sig, men man har på fornemmelsen at de befinder sig derude i periferien hvis der skulle være behov for deres assistance.
Det er sjovt at se hvilke "emner" der optager børnene. De 10 årige drenge arbejder med rummet og rumvæsener. De 7 årige piger arbejder med heste og fugle, og tilsidst de 13-15 årige drenge "leger" sørøvere.
At materialevalget er så forskelligt lige fra voks til blyantstreger for ikke at forglemme lydefekterne. Det virker på mig som om disse unger har et enormet overblik over hvem der gør hvad og hvorfor, og så får de det kordineret så alt går op i en højere enhed. De udøver et dobbeltblik som der står i teksten, idet de både tilrettelægger og iagttager iscenesættelsen og indlever sig i fortællingen og rollen.

3 spørgsmål til teksten:

1. Hvad menes med "vekslen mellem fortælleniveauerne"?

2. Hvad kan vi lærer af, når vi læser at børnene var tilmeldet individuelt til denne vinterferieaktivitet. De kendte altså ikke hinanden.

3. Hvorfor optræder det kropslige aspekt ofte når man laver animation?